VEJLEDNING OG SUPERVISION er store ord. De udlægges på mange måder, så hér først et par antagelser jeg holder mig til, når jeg skal hjælpe andre at finde deres vej.
Der findes kun lokale sandheder. Du har dine og jeg har mine. Hvis du skal kunne gøre brug af min hjælp, må jeg først og fremmest møde dig netop dér hvor du er.
Når jeg føler trangen til at lave dig om, står jeg i vejen - mere end jeg vejleder. Jeg kan invitere til at se verden fra andre vinkler. Jeg kan inspirere til at gå andre veje. Men valget er og bliver dit.
VEJLEDNING foregår i rigtig mange sammenhænge. I arbejdsløshedssituation. I forbindelse med studievalg. I krisesituationer. I forhold til karrierevalg. Og i forbindelse med undervisning.
God vejledning afklarer og bringer videre.
SUPERVISION forekommer også i mange varianter og sammenhænge. For den professionelle underviser, praktikvejleder, konsulent eller leder,
der ønsker at afklare sig og skabe større sammenhæng mellem sin praksisteori og handlinger.